Vedtægter for Sportsdykkerklubben Blæksprutten
- §1 Klubbens navn er: Sportsdykkerklubben Blæksprutten og har hjemsted i Struer.
- §2 Klubbens formål er gennem fælles aktivitet at skabe de bedst mulige betingelser for aktiv sportsdykning og gennem uddannelse og træning at øge sikkerheden.
- §3 Som aktivt medlem af klubben kan optages enhver, der opfylder klubbens optagelsesbetingelser. Enhver kan optages som passivt medlem.
- §4 Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed, og er beslutningsdygtig med det mødte antal stemmer. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i januar kvartal. Indkaldelse hertil skal ske med mindst 21 dages varsel med angivelse af dagsorden. Indkomne forslag og forslag til ændring af klubbens vedtægter, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Dagsordenen på generalforsamlingen skal have følgende ordlyd:
- Valg af ordstyrer.
- Formanden aflægger beretning.
- Revideret regnskab fremlægges.
- Indkomne forslag.
- Vedtagelse af kontingent og budget.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer.
- Eventuelt.
- §5 Bestyrelsen består af 5 medlemmer, og konstituerer sig selv med formand, kasserer og sekretær. Sportsdykkerklubben Blæksprutten tegnes af formanden og kassereren. Hvis kassereren er ekstern, tegnes klubben af formanden og sekretæren. Bestyrelsen vælges for et år ad gangen. Dog kan maksimalt tre medlemmer udskiftes ad gangen. Der vælges samtidig en bestyrelsessuppleant, to revisorer, samt en revisorsuppleant. Valgbar til ovennævnte poster er ethvert aktivt medlem over 16 år, som har været aktivt medlem af klubben i mindst 1 år. Stemmeret på generalforsamlingen har alle aktive medlemmer. Ingen af bestyrelsens/klubbens medlemmer hæfter personligt. Kassereren kan være en person udenfor bestyrelsen.
- §6 Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes i løbet af en måned, såfremt bestyrelsens flertal eller ¼ af klubbens aktive medlemmer ønsker det, eller en tidligere generalforsamling har besluttet det. Ønsket skal fremsættes skriftligt for foreningens formand og vedlægges motiveret dagsorden. Indkaldelse sker på samme måde som til ordinær generalforsamling.
- §7 Kontingent og indmeldelsesgebyr vedtages på generalforsamlingen. Klubbens regnskabsår løber fra 2/1 til 1/1.
- §8 En ændring af klubbens love kræver mindst 2/3 flertal på generalforsamlingen, medens andre afgørelser kræver simpelt flertal.
- §9 Betingelsen for deltagelse i åbentvandsdykning er kvalifikationer svarende til klubbens mindstekrav. Klubbens og Dansk Sports dykker Forbunds sikkerhedsregler skal overholdes. Enhver er alene ansvarlig for sin egen sikkerhed.
- §10 Bestyrelsen kan udelukke medlemmer af klubben, såfremt der findes vægtige grunde. Udelukkelsen skal forelægges den følgende generalforsamling. Kontingentrestance for mere end fire måneder er udelukkelsesgrund, og restancen skal indbetales før medlemmet kan optages på ny. Kontingentrestance pr. 1. januar medfører udmeldelse af Dansk Sportsdykker Forbund.
- §11 For at klubben kan opløses, kræves at et forslag om opløsning vedtages med 2/3 af de fremmødte stemmer på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 3 og højst 6 ugers mellemrum. Ved opløsning af klubben deponeres eventuel formue hos Struer Idrætsforbund til brug for etablering af en ny klub i Struer for sportsdykning.
- §12 Klubbens materiel og virke må ikke udnyttes erhvervsmæssigt. Undtaget er dykkertanken, som med bestyrelsens accept kan udlejes til erhvervsmæssig brug. Det påhviler i den forbindelse bestyrelsen at vurdere hvorvidt udlejningen er i klubbens interesse